Spring til indhold

OK 18

Her kan du læse mere om, hvor der er varslet strejker og lockout i Holbæk Kommune.
15.03.2018

OPDATERING
Det er onsdag den 18. april 2018 blevet offentliggjort, at forligsmanden har valgt at udsætte konflikten med yderligere 14 dage (er tidligere blevet udsat én gang). Det betyder, at strejke og lockout tidligst kan iværksættes på femtedagen efter udløbet af de to uger, og at en strejke derfor vil kunne træde i kraft fra den 6. maj, mens en lockout vil kunne træde i kraft fra den 12. maj. Hvis forligsmanden inden for de to uger erklærer, at forhandlingerne er afsluttet uden resultat, kan konflikten dog allerede træde i kraft på femtedagen herefter for denne udmelding.

Holbæk Kommune har via Kommunernes Landsforening modtaget strejkevarsel fra en række faglige organisationer. Strejken er varslet til at starte ved døgnets begyndelse den 4. april 2018 (nu ændret til den 6. maj). KL har som modtræk til strejken varslet lockout af store dele af personalet i kommunerne. Lockouten er varslet til den 10. april 2018 (nu ændret til den 12. maj).

Strejke

Holbæk Kommune har via KL modtaget strejkevarsel fra en række faglige organisationer, der kan starte ved døgnets begyndelse den 4. april 2018 (efter forligsmandens udsættelse nu den 6. maj).

KL er i gang med at lave en aftale med de faglige organisationer om rammerne for et nødberedskab. Ud fra denne rammeaftale vil vi i samarbejde med de lokale, faglige organisationer oprette nødberedskaber på de arbejdspladser, hvor det er nødvendigt. Vi er i gang med at danne os et overblik over, hvordan/om de enkelte arbejdspladser kan opretholde dele af den daglige drift under en eventuel strejke.

Her kan du se, hvilke arbejdspladser i Holbæk Kommune, der vil blive påvirket af en strejke.

Faglig organisation Overenskomst Omfattede stillinger
AC Akademikere Alle ansatte under denne overenskomst, der er medlem af faglig organisation under AC
Serviceforbundet Håndværkere Tandteknikere ansat under denne overenskomst, der er medlem af Serviceforbundet
LC Lærere Lærere og børnehaveklasseledere på Undløse Skole- og Behandlingshjem, der er medlem af LC
LC Ledere m.fl. Mellemledere på Undløse Skole- og behandlingshjem, der er medlem af LC
ATO Tandlæger Tandlæger ansat under denne overenskomst, der er medlem af ATO
Tandlægeforeningen Tandlægekonsulenter Tandlægekonsulenter ansat under denne overenskomst, der er medlem af Tandlægeforeningen
FOA Social- og sundhedspersonale SOSU-personale ansat på plejecentrene, der er medlem af FOA

Vi opdaterer løbende med nyeste information her på siden.

Lockout

KL har fremsendt lockoutvarsel til de faglige organisationer, der er en del af forhandlingerne om en ny overenskomst. Lockouten er varslet til den 10. april 2018, men er blevet udsat af forligsinstitutionen a´to omgange, så den først vil kunne træde i kraft den 12. maj 2018.

Dagtilbud og skoler vil i høj grad blive påvirket af lockouten, hvilket også gælder for store dele af administrationen, herunder også Borgerservice, Vækst og Bæredygtighed, Alle Kan Bidrage mv.

En række områder er dog også undtaget af lockoutvarslet. Det gælder for eksempel:

  • Ældre-, sundheds-, social- og handicapområdet (det gælder bl.a. plejecentre, plejeboliger og hjemmesygeplejen vil kunne opretholde en normal drift bortset fra de steder, hvor fagforbundene har varslet strejke)
  • Specialinstitutioner og specialskoler
  • Affald, varme, vand, naturgas, spildevand, havne, trafikselskaber
  • Løn- og personaleadministration samt personalejura
  • Chefer

For mere information kan du hente KLs oversigt over, hvilke områder der er varslet lockout på, og hvilke der er undtaget.

Vi opdaterer løbende denne side.



Feedback

Sidst opdateret

19.04.2018

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin